Inspirationsaften for Gi40Hermes-forældre

Tirsdag d. 17. januar byder Trivselsudvalget velkommen til en aften i selskab med nogle af dansk svømnings mest prominente navne. Landstræner Paulus Wildeboer og coach, tidligere topsvømmer Mark Vogel gæster os med en masse spændende inputs.



Paulus Wildeboer har boet i Danmark siden han i 2008 blev ansat som dansk landstræner. Til dagligt er han træner for dansk svømnings spydspidser: Lotte Friis, Jeanette Ottesen Gray og Rikke Møller Pedersen. Men udover at være træner for nogle af verdens allerbedste svømmere, så har Paulus en stor passion for udvikling – på den lange bane. Han brænder for at skabe de bedste betingelser for udviklingen af de kommende Lotte Friis’er.

Paulus vil denne aften fortælle os om sine tanker for langsigtet udvikling af svømmere – det være sig lige fra svømmere, der ikke er kommet ind i årgangssystemet endnu og frem til svømmere på eliteniveau. Her vil Paulus fortælle om, hvad der er vigtigt at træne for svømmere i forskellige aldre. Hvad, hvor meget, hvor længe og hvor ofte svømmerne bør træne, for at de udvikles bedst muligt i det lange løb.
Det bliver et oplæg, hvor både forældre og trænere vil blive inspireret til fulde.

Aftenens anden gæst Mark Vogel har et enormt kendskab til dansk svømning og til at skabe de rette betingelser for de bedste præstationer. Mark var i mange år en af Danmarks bedste svømmere og han har været træner på forskellige niveauer i flere sjællandske storklubber. Mark fungerer nu som coach i både erhvervslivet og for elitesportsudøvere. Mark har siden 2006 været indehaver af coachingfirmaet By Vogel.

Mark har gæstet klubben tidligere, hvor han talte om motivation for primært svømmerne. Denne gang vil Mark koncentrere sig om jer forældre – om at være en god forælder for konkurrencebørn. Klubbens svømmere – jeres børn – skal have de bedste muligheder for at præstere deres allerbedste, og disse betingelser kan I som forældre være med til at skabe. Mark giver os indblik i hvordan.

Dette arrangement finder sted tirsdag den 17. januar, kl. 19-22 i lokalerne AB i Frederiksberg Hallerne (Jens Jessens Vej 20, 2000 Frederiksberg).

Trivselsudvalget byder naturligvis på kaffe og kage – I må også gerne medbringe kaffe, the og kage. Det vil desuden være muligt at købe øl og vand.

Af hensyn til lokalestørrelsen skal vi have din tilmelding senest d. 10. januar, tilmelding sker til Mia Rasmussen på: galehus@gmail.com.

Med sportslig hilsen
Trivselsudvalget