Elitesvømning for eliten - om krav og forventninger

Kære forældre

For nylig havde vi en kedelig hændelse på et af vores elitehold. En svømmer blev meddelt, at han/hun ikke skulle forvente at kunne fortsætte på det pågældende hold efter sommerferien. Svømmeren havde ikke opfyldt nok kravtider ligesom trænerne vurderede, at lysten og engagementet ikke var så højt længere. 

Svømmeren og især svømmerens forældre reagerede desværre meget kraftigt. Og det er meget forståeligt. Svømmeren og familien med har måske i en længere årrække investeret meget af deres vågne fritid på svømningen. Det være sig til træning, stævner, indretning af dagligdagen osv. Og svømmeren har måske hele sin sociale omgangskreds i klubben og især på holdet. 

Det er derfor enormt hårdt at skulle modtage beskeden, at man ikke længere kan svømme på holdet, fordi niveauet eller lysten måske ikke længere er der. Det er hårdt for svømmeren/familien og det er hårdt for træneren at skulle fortælle det til svømmeren og familien.  

Hvordan gør vi? 
Vi fortæller ALDRIG en svømmer at hun/han skal stoppe på et hold, fra den ene dag til den anden. Aldrig!

Som forælder til en svømmer i en eliteafdeling på højeste niveau, må man forvente der bliver stillet en række høje krav til ens barn. Krav af både præstationsmæssig og social karakter:
  • Fremmøde til X antal træningspas pr. uge. (varierer fra hold til hold)
  • Forventet deltagelse i X stævner pr. sæson (varierer fra hold til hold)
  • En stabil sportslig fremgang gennem hele sæsonen
  • Møde til tiden/melde afbud
  • Forventet deltagelse i planlagt ferietræning, samt træningslejre / weekender og anden ekstra træning
  • Er motiveret for at indgå i det sociale fællesskab både i og udenfor svømmehallen.
  • Opfyldelse af kravtider til respektive aldersmesterskaber
Kravene er ikke en facitliste hvor alle krav til enhver tid skal være opfyldt, for naturligvis indgår trænerens subjektive vurdering af barnet løbende. Der kan være mange gode grunde til at et eller flere af kravene, ikke bliver opfyldt i en kortere eller længere periode. Men udgangspunktet er altså de beskrevne krav. Jeg håber desuden I er blevet introduceret til forventningerne ved forældremøder i starten af sæsonen. 

Jeg fundet eksempler på tre klubber der minder om GI40Hermes. I kan se hvordan de tre klubber beskriver deres krav, krav der minder nogenlunde om de krav jeg har beskrevet:

- Aalborg: http://www.aalborgsvommeklub.dk/default.aspx?m=2&i=57
- Vat (Vestegnen): http://www.vat.dk/hold
- Helsingør: http://www.svommeklubben.dk/konkurrenceafdeling/holdbeskrivelse/k3.html


Løbende evaluering
Det er trænerens opgave at holde en eller flere samtaler om målsætninger med svømmeren. Det kan typisk gøres i starten af sæsonen for nye svømmere og ellers løbende. Samtalerne bruges til at tale med svømmeren om målsætninger, om hvordan træningen går, hvordan man har det, hvad man har gjort godt, hvad man kan gøre bedre og hvad man evt. mangler for at kunne rykke op på næste hold.


Samtalerne bruges også til at afklare hvilke individuelle hensyn der skal tages til den enkelte svømmer. Såfremt der er gode grunde til det, kan der justeres på træningsmængde og krav til niveau.

Der er altså INGEN der med kort varsel bliver sat af holdet. Svømmeren og forældre bliver løbende oplyst om, hvordan man ligger på holdet og hvad man skal opfylde for at kunne fortsætte. Det håber jeg da i hvert er jeres oplevelse, ellers vil jeg gerne høre fra jer. 

Når trænerne frem til den kedelige konklusion, at svømmeren ikke længere kan være på holdet, så bliver svømmeren altid tilbudt et af vores alternativer. Det kan være vores Elite-X hold, Synkro, Vandpolo osv. Vi gør os stor umage for at fortælle svømmeren om de andre muligheder vi tilbyder. Og i den kommende sæson vil vi forsøge at styrke de tilbud endnu mere.

Hvis man er glad for sine venner på holdet og for at svømme, er det selvfølgelig ikke noget spændende alternativ, men igen, det er en eliteafdeling, og de 120 svømmere vi har på vores elitehold i dag er ikke de samme 120 svømmere vi har om et år. På Elite X har man i øvrigt muligheden for at deltage i de samme stævner som eliteholdene. Og skulle man få gnisten, gejsten og niveauet tilbage, er der selvfølgelig mulighed for at vende tilbage til et af eliteholdene. 

Vi vil gerne blive bedre
Vi er ikke perfekte og laver selvfølgelig også fejl. Og I som forældre må hjælpe os med at rette fejlene og blive bedre. Derfor må I love mig og trænerne altid at komme med jeres konstruktive kritik af vores måde og arbejde på.
 

Hvad kan I som forældre gøre?
Som forælder til en elitesvømmer, er det vigtigt løbende at tale med sit barn om hvordan det går med at svømme. Og det er vigtigt at forberede sit barn på en evt. fremtid uden elitesvømning. Tal løbende med barnet om, hvad man ellers kunne lave, hvis man en dag ikke har lyst til at dyrke elitesvømning længere, eller måske ikke kan leve op til kravene. I må på en pæn måde fortælle barnet, at ikke alle kan komme til OL...men at alle har ret til at håbe og drømme om OL. 

I skal være med til at gøre det forståeligt for jeres børn, at elitesport på dette niveau ikke er en ret, men noget man løbende skal kvalificere sig til. Og I skal bidrage til løbende at tale med jeres børn om den dag barnet måske ikke længere kan leve op til kravene, hvad så? 

Elitesvømning for eliten 
Som svømmer på et elitehold i GI40Hermes, med al den tid I som familie lægger, har I og især jeres børn krav på, at vi forvalter den tid i tråd med børnenes ambitioner, ikke jeres, men børnenes.

Børnene lægger utroligt mange timer og meget engagement i at svømme, og selvom de stadig er jeres 'små' børn, så kan selv små svømmere have mange ambitioner og forventninger til det at være elitesvømmer. Og det skal vi som klub være med til at opfylde og forvalte på en fornuftig måde. Vi kan ikke være andet bekendt med den tid både jeres børn og I som forældre lægger i klubben. I har krav på at vide, at vi tager børnenes ambitioner og jeres investerede tid seriøst. 

Og, i forlængelse af ovenstående, fordrer det naturligvis en række krav som svømmerne skal opfylde for at være en del af elitesvømningen i GI40Hermes.  

Jeg håber i øvrigt I har mulighed for at deltage i vores inspirationsaften for eliteforældre den 17. januar. Læs mere om det her. Tilmelding senest den 10. januar.

/Allan Nyhus
Formand GI40Hermes