Årgang 1: Træningslejr (1)

Nørresundby
Vi har været på træningslejr i Nørresundby.
Mandag den 2. april 2012 tog vi toget fra Københavns hovedbanegård til Aalborg i Jylland. Det var en lang tur; cirka 4,5 timer. Da vi kom frem, blev vi nødt til at tage en bus til vandrehjemmet, fordi en eller anden dum finne havde sejlet ind i Limfjordsbroen nogen dage før vi skulle afsted.
Da vi havde kørt og gået i mange mange timer, ankom vi endelig til vandrehjemmet. Der havde vi et par timer til at pakke ud inden, vi skulle spise aftensmad. Efter aftensmaden skulle vi ned i Skansebadet, som svømmehallen hed, for at have vores første træning. Allerede den første træning valgte Jason og Kamilla at ”prøve” at dræbe os.
Vi trænede meget og hårdt. Nogle af de store drenge (vi siger ikke hvem) fandt en måde at holde humøret oppe. Der boede nemlig nogle flotte norske piger lige overfor deres værelse, det gik vildt for sig.
En af de første dage blev vi inddelt i tre hold, der skulle dyste mod hinanden. Konkurrencerne gik bl.a. ud på at, vi skulle kreere vores egen maskot, og Bezzerweizzer blev næsten en fast del af hver træning.
Men… vi trænede ikke hårdt hver dag: torsdag valgte Jason og Kamilla at tage videokameraet med til træning og for at filme os både når vi gjorde det godt, og når vi ikke gjorde det særlig godt, de fik bl.a. nogle skud af nogle ret flotte styrt.
Torsdag aften havde vi filmaften, hvor vi både så Jason og Kamillas optagelser fra morgenes træning, bagefter satte vi den hylende skægge film Mr. Beans Holiday på. Men alle gik tidlig i seng, fordi vi skulle svømme 2 km crawltest dagen efter.
Testen blev en succes over næsten hele linjen med både negativ split og personlige rekorder.
Lørdag eftermiddag blev vi alle samlet til en af de større holddyster; vi skulle lave lagkage. Hvert hold fik udleveret forskellige ingredienser til at lave en flot og velsmagende kage. Man blev bedømt på udseende, samarbejde, orden, fremlæggelse af kagen og selvfølgelig smagen. Kagerne blev meget forskellige, man kunne se alle de forskellige ideer. Vores kage var en lille smule tør på grund af manglen på creme, men heldigvis var det kun en af tingene, man blev bedømt på.
Lørdag aften skulle vi have vores egne holdmesterskaber. Hvert af de tre hold skulle stille en person i hvert løb. Der blev konkurreret i alt lige fra 50 crawl til 400 medley. Som sædvanlig var det hold 3, der vandt konkurrencen.
Søndag morgen var så den tidlige træning, og det kunne mærkes på os alle sammen. Men vi gav os fuldt ud i alle de hårde benserier, så vi kunne gøre Jason stolt.
Alt i alt har det været en god og hård træningslejr. Vores sovefaciliteter har været gode (undtaget når man havde sene besøg fra de norske piger), maden var svingende.