Svømmefusion sætter ny ambitiøs hovedstadsklub i søen


Med den nu vedtagne fusionen mellem Svømmeklubben København og GI40Hermes, får Hovedstadsområdet en svømmeklub der vil og kan gøre Danmarks bedste svømmeklubber rangen stridig. Klubben bliver samtidig den største forening i landet (under DIF) med mere end 4.000 svømmemedlemmer på alle niveauer. 
'Hver for sig er vi stærke og solide foreninger. Foreninger med svømmefødderne solidt plantet i svømmebassinerne. Men sammen er vi stærkere. Vi kan og vil give svømningen i Hovedstaden én stemme og vi vil konkurrere med Danmarks bedste eliteklubber. Vi skal have Hovedstaden tilbage i front indenfor svømningen. Vi har landets bedste fodboldklub, nu skal vi også have landets bedste svømmeklub'. siger Allan Nyhus, formand for GI40Hermes. 
Foreningerne har været solidt repræsenteret i Hovedstaden i flere hundrede år - tilsammen 
'Tilsammen repræsenterer vi mere end 300 års svømmehistorie på Frederiksberg og i København. Vi har derfor valgt at kalde os Hovedstadens Svømmeklub. Navnet Hovedstaden mener vi omfatter de områder vores klubber historisk set har været repræsenteret i.' siger Marianne Eltong Gade, formand for Svømmeklubben København. 
Næste sæson bliver livredning et gennemgående element i svømmeundervisningen. 
'Vi bor i et land med mange kyster og gode strande. Igennem vores undervisning vil vi give børn og voksne kendskab til de mest basale baderåd.' siger Marianne Eltong Gade. Kystlivredningen som disciplin har vundet indpas de senere år og det er erfaringerne herfra Hovedstadens Svømmeklub vil brede ud i hele klubben.
Hovedstadens Svømmeklub har som mål at tilbyde svømning for alle aldre og på alle niveauer. 
'Vi vil gerne favne bredt. Og mener i øvrigt vi er forpligtet til det. Hovedstadens Svømmeklub vil tilbyde de fleste discipliner inden for svømning. Det er bl.a. de senere års fornuftige politiske fokus på nye svømmehaller i Hovedstadsområdet (bl.a. Bellahøj og den kommende svømmehal ved Flintholm), der har gjort det muligt for os at fokusere bredt.' siger Allan Nyhus, kommende formand for Hovedstadens Svømmeklub. 
Fusionen træder officielt i kraft pr. 1. juli og klubberne forventer at være fuldt integreret når den nye sæson starter til september. Allerede nu kan klubbens nye hjemmeside ses på www.hsk.dk 
Kontakt: Allan Nyhus, tlf. 2219 2305, allan@hsk.dk